Om os
Vi hedder Anette og Bjarne og ejer en ældre landbrugsejendom på Mariendalsvej i Boeslum, et par km fra Ebeltoft.
I løbet af det sidste års tid har vi med gode håndværkeres hjælp indrettet en café i en gammel stald på ejendommen. Her vil vi i sommerhalvåret servere god kaffe/te og hjemmebagt brød og kage for jer, der lægger vejen forbi. I vil også kunne købe en sandwich og noget koldt at drikke.
Om stedet
Mariendalsvej forbinder Boeslum By og Elsegårde. Der er for nylig blevet etableret en god cykelsti hele vejen fra Ebeltoft til Boeslum. Cykelstien ad Boeslumvej ender i et t-kryds, hvor Mariendalsvej går til højre. Der er ikke cykelsti på Mariendalsvej, men til gengæld begrænset trafik. Vi bor i nr. 9 ca. midt på Mariendalsvej.
Vi har 15 pladser inde i caféen til de dage, hvor regn og blæst boltrer sig udenfor. Bag caféen er der en stor terrasse med morgen- og formiddagssol og en dejlig udsigt ned over mark og eng. I er også velkomne til at sætte jer på en af skovtursbænkene længere ude på arealet bag caféen eller nede i resterne af det gamle maskinhus, hvor der både er læ og sol.
Efter aftale med kommunen har vi etableret nogle få parkeringspladser til caféen. Vi håber, at rigtig mange af jer vil komme forbi på cykel, og vi skal nok sørge for cykelparkering.
Vores ønske
Ud over at glæde jer med kaffe og hjemmebag, er det vores ønske at tilbyde jer en rolig stund i selskab med fugle, blomster og summende bier. Vi beder jer derfor om så vidt muligt at holde mobiler og computere i lommen/tasken – ligesom vi for at sikre jer frisk luft har besluttet, at hele caféområdet skal være røgfrit. Til gengæld må der grines, snakkes, tænkes, drømmes og slumres alt det, I vil.
Vi glæder os til at se jer.
— Anette & Bjarne
Menu
Vi bager selv brød og kager, til vores gæster i caféen. Vi kan desværre ikke tilbyde salg ud af huset.
Åbningstider
Ceféen vil være åben torsdag til søndag fra 9.30 – 15.30.
Vi satser på at være klar til at åbne caféen den 5. maj, og det er vores plan at holde åbent frem til og med efterårsferien (ugen 42).